Bedste danske Cort

Magnus Cort bedste bud på en dansk topplacering ved dagens EM-løb i Holland.
Han bliver ikke nævnt som topfavorit - men bornholmske Magnus Cort er det bedste bud på en dansk topplacering på søndagens EM-rute i hollandske Alkmaar. I hvert fald, hvis man lytter til cykelsitet feltet.dk:

- De danske chancer er ikke voldsomt store, men vi har dog i Magnus Cort en hæderlig kandidat. Med den fornemme form, han sluttede Touren af med, burde han i hvert fald have et godt udgangspunkt, hvis han modsat sidste år har kunnet holde dampen oppe siden da. Selvom han ikke har spurtet meget i år, må han stadig formodes at være den danske kandidat til spurten, ikke mindst fordi han i Sanremo viste, at han fortsat kan afslutte. Hans problem er som altid positionskampen, og det gør ham enormt sårbar i sidevinden, men med et fornuftigt dansk hold kan man håbe, at han kan klare sig. Ender det i en spurt i en lille gruppe, vil kampen være mindre, og det vil gøre det nemmere for Cort at vise, hvor hurtig han stadig er, især hvis han får Michael Mørkøv med sig som lead-out man. Mørkøv vil selv kunne spurte som en plan B, men han er dog trods alt ikke hurtig nok til at vinde i dette selskab, lyder vurderingen fra feltet.dk.

EM-ruten er på 172,6 kilometer og har både start og mål i Alkmaar.