Køkkenpersonale skal se på lokale fødevarer

Køkkenpersonale fra de offentlige køkkener tager på inspirationstur til de lokale fødevareproducenter i næste uge.
Der skal flere lokale fødevarer ned i de offentlige gryder. På mandag besøger køkkenpersonale fra kommunens offentlige køkkener derfor flere af øens lokale fødevareproducenter.

Det oplyses, at der gennem inspiration og dialog bliver sigtet mod, at lokale fødevarer kommer til at fylde mere i de offentlige køkkener.

Det er målet, at lokalt producerede fødevarer skal fylde mindst 40 procent i de offentlige køkkener inden 2020 – det er kommunens målsætning. Mandag eftermiddag åbner tre lokale fødevareproducenter derfor dørene op for køkkenpersonalet fra flere af øens offentlige storkøkkener. Køkkenpersonalet er inviteret til en åben snak om lokale fødevarer, fødevarestolthed, forsyningssikkerhed og en styrket fælles fremtid.

Eftermiddagen skal benyttes til at sætte fokus på, hvordan samarbejdet mellem de lokale producenter og aftagerkøkkenerne i Bornholms Regionskommune kan styrkes. De lokale producenter er meget interesserede i at levere kvalitet ind i de offentlige måltider. Derfor er det et ønske, at dagen vil skabe rum for dialog om køkkenernes ønsker og behov, så producenterne har bedre forudsætninger for at navigere efter det.

Ud over at køkkenmedarbejderne vil få et indblik i den daglige produktion af henholdsvis æg, grøntsager og kartofler, vil der også være mulighed for at få en dialog med landmændene, konsulenter fra BC Catering og Bornholms Regionskommune om de forskellige produktionsmuligheder på Bornholm.

Eftermiddagen slutter af med en dialog om, hvordan de forskellige aktører kan arbejde sammen om at få flere lokale fødevarer ned i de offentlige gryder. Et samarbejde som forhåbentlig også vil blive styrket af den korte afstand, der er mellem aftager og producent, som er helt specielt for Bornholm.